Spækhuggeren
Spækhuggeren (latin: Orcinus orca) er en tandhval, der tilhører delfinfamilien og er den største delfinart i verden. Den er efter areal det næstmest udbredte pattedyr på jorden (efter mennesket) og findes i alle jordens have, fra de arktiske regioner til de tropiske have. Den lever af både fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler, hvilket placerer spækhuggeren øverst i den maritime fødekæde. Spækhuggere er ligeledes kendt for at angribe bardehvaler, især gråhvaler og blåhvaler.
Spækhuggeren er et havpattedyr med et frygtindgydende ry, der går tilbage til Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Der har ikke været nogen rapporterede tilfælde af angreb på mennesker i naturen, bortset fra et enkelt tilfælde hvor en dreng i Alaska blev ramt, men ikke bidt, mens han svømmede. Der har dog været isolerede tilfælde, hvor spækhuggere i fangenskab har angrebet deres trænere i delfinarier og akvarier.
Spækhuggeren har tydelige farvetegninger, med en sort ryg, hvidt bryst og hvide sider, og en hvid blis over og bag øjet. Den er robust bygget med en høj rygfinne. Bag rygfinnen findes en mørkegrå "saddel". Hanner kan blive op til 9,5 meter lange og veje over 6 tons; det er rapporteret, at et par enkelte store hanner har været nær 8 tons tunge. Hunnerne er mindre med en længde på op til 8,5 meter og en vægt på omkring 5 tons. Den længste spækhugger, der er målt, var en han fra staten Washington på 9,8 meter. Kalve fødes med en vægt på ca. 180 kg og er omkring 2,4 meter lange. Modsat de fleste andre delfiner er lufferne på en spækhugger store og runde – mere en pagaj end andre delfinarters. Hannerne har betydeligt større luffer end hunnerne. Rygfinnen på hannerne er op til dobbelt så store som hunnernes, op til 1,8 meter høje, og mere trekantet. Hunnernes er kortere og mere afrundede. Hakker, sår, ar og lignende mærker på rygfinnerne bruges af forskerne til at identificere dyrene. Ved at fotografere hver rygfinne kan man studere dem nærmere og finde ud af, hvilke dyr man har set.
Store hanner kan sandsynligvis ikke forveksles med noget andet dyr i havet. På afstand i tempererede vande kan hunner og unger måske forveksles med en halvspækhugger eller Rissosdelfin.
Størstedelen af vores viden om spækhuggernes levevis er skaffet fra langtidsstudier af populationerne ud for kysterne af Britisk Columbia og Washington og ved at iagttage tilfangetagne spækhuggere. På grund af mængden af data og de meget strukturerede flokke i denne population er informationerne detaljerede og meget præcise; populationer i andre have kan dog have andre karakteristika.
Spækhuggeren er det næstmest udbredte pattedyr i verden efter mennesket. De findes i alle have, inkl. Middelhavet og det Arabiske Hav. Køligere tempererede og polare områder er dog foretrukne leveområder. Selvom de ses på dybt vand, foretrækker de generelt kystnære områder.
Spækhuggeren er især koncentreret i det nordøstlige Stillehav, hvor Canada kurver ind i Alaska, ud for Island og ud for det nordlige Norge. De ses regelmæssigt ud for Antarktis, helt op til polarisen, og det antages at de også lever under polarisen og overlever ved at trække vejret i luftlommer, på samme måde som hvidhvalen. I Arktis ses den dog sjældent om vinteren og kommer ikke tæt på isen. Om sommeren er den dog at finde der.
Arten findes mere almindeligt i koldt vand end i tropiske eller subtropiske farvande. Der findes ikke nogle estimater for den samlede globale bestand. Lokale estimater er bl.a. 70-80.000 i Antarktis, 8.000 i det tropiske Stillehav, op til 2.000 ud for Japan, 1.500 ud for det nordøstlige Stillehav og 1.500 ud for Norge. Hvis man lægger alle grove estimater sammen, kan den totale bestand være på omkring 100.000.
Spækhuggeren er øverst i sin fødekæde, og mængden af arter, som spækhuggere jager, er ekstremt omfattende. Specifikke populationer er meget specialiserede på specifikke byttedyr. F.eks. er nogle populationer ud for Norge og Grønland specialiseret i at jage sild og følger fiskens migrationsrute til den norske kyst hvert efterår. Andre populationer i området jager sæler.
Spækhuggeren er den eneste tandhval, der regelmæssigt jager andre tandhvaler. Toogtyve arter er blevet observeret som bytte, enten gennem undersøgelse af maveindhold, undersøgelse af armærker på byttedyrene, eller fra direkte observationer af jagten. Grupper af spækhuggere vil endda gå efter større hvaler som gråhvaler eller blåhvaler. En gruppe af spækhuggere angriber en ung hval ved at jage den og dens mor igennem vandet og udmatte dem. Med tiden vil spækhuggerne kunne adskille parret og omringe den unge hval og forhindre den i at nå overfladen for at trække vejret. Grupper af kaskelothvaler kan til tider beskytte sig selv imod en gruppe af spækhuggere ved at lave en beskyttende cirkel rundt om deres kalve med deres halefinner vendende ud af. Denne formation gør det muligt for dem at bruge deres kraftige halefinner til at jage spækhuggerne væk med.
Der har også været et enkelt dokumenteret tilfælde af mulig spækhuggerkannibalisme. Et studie af V. I. Shevchenko i tempererede vande i det sydlige Stillehav i 1975 omtaler to hanners maver, der indeholdt rester af andre spækhuggere. Af de tredive spækhuggere fanget og undersøgt i denne undersøgelse havde 11 tomme maver – en usædvanlig høj procentdel, hvilket indikerer at spækhuggerne blev tvunget til kannibalisme pga. mangel på føde.
Føden for spækhuggere er meget varieret blandt de enkelte populationer. Populationer der lever i standflokke jager omtrent 30 forskellige arter af fisk, især laks, sild og tun. Hajer, op til og med den store hvide haj, bliver spist for deres næringsrige lever. Andre havpattedyr, inkl. de fleste arter af sæler og søløver, bliver taget af populationer af vandreflokke. Hvalrosser og havoddere bliver sjældnere fanget. Adskillige fuglearter bliver også spist, inkl. pingviner, skarver og måger. Blæksprutter og rokker er også et yndet bytte.
Da de besidder både stor styrke såvel som intelligens, bruger spækhuggere komplekse jagtstrategier til at finde og fange deres bytte. De vil til tider kaste sæler gennem luften for at lamme og dræbe dem. Mens laks typisk jages af en enkelt eller en lille gruppe spækhuggere, bliver sild jaget af større grupper, der samler sildene i en kugle ved at lukke luft ud omkring dem og vise deres hvide underside. Spækhuggerne kan derefter slå kuglen med deres hale og dermed lamme eller dræbe 10-15 sild. Sildene kan efterfølgende spises én ad gangen. Søløver dræbes ved at spækhuggeren torpederer dem, eller ved at de bliver slået med spækhuggerens hale.
En tilfangetaget spækhugger i Friendship Cove (Niagara Falls, Canada) opdagede, at den kunne kaste halvtfordøjede sild op på overfladen, tiltrække måger, og spise dem. Andre spækhuggere lærte derefter opførslen ved at se den demonstreret. Spækhuggere i SeaWorld i Californien er også blevet "fanget" i at spise fugle.
Andre specialiserede teknikker bruges af andre populationer rundt omkring i verden. I Patagonien spiser spækhuggere søløve- og sælunger på lavt vand,ved at kaste sig op på stranden, og de går endda så vidt som til midlertidigt at strande sig selv. Spækhuggere vil også kigge over vandet for at finde sæler, der hviler på isflager, for efterfølgende at lave en bølge, der skyller sælen i vandet, hvor en anden spækhugger venter på at dræbe den.
Hunnerne bliver kønsmodne omkring 15-årsalderen. Amningsperioden varierer fra 15 til 18 måneder. Mødrene får en kalv omkring hvert femte år. Kalve kan komme på alle tider af året, men vintermånederne er de mest populære. Dødeligheden for nyfødte kalve er meget høj, hvilket bl.a. skyldes ophobningen af giftstoffer og tungmetaller i moderen, der bliver udskilt med modermælken. Især de førstefødte dør ofte, da de får over 15 års gift med mælken. De efterfølgende unger har større chancer for at overleve, eftersom moderen på det tidspunkt ikke har ophobet nær så meget gift i kroppen. Overordnet set dør ca. halvdelen af alle nyfødte inden for seks måneder. Hunnerne kan få kalve indtil ca. 40-årsalderen, så de kan i gennemsnit opfostre fem unger. Hunnerne bliver typisk op til 50 år, men kan i ekstreme tilfælde blive over 80 eller 90 år gamle. Hanner bliver kønsmodne ved 15-årsalderen, men reproducerer typisk ikke, før de bliver 21 år. Hanner lever til de bliver ca. 35 år, men har en stærkt faldende gennemsnitlig levealder. De kan dog også, i ekstreme tilfælde, blive lige så gamle som de ældste hunner.
Exxon Valdez-oliekatastrofen havde en negativ påvirkning på spækhuggerne i Prince William-sundet og Kenai-fjordene ved Alaska. En lokal standflok blev fanget i oliepølen; selv om flokken alligevel klarede at svømme ud til åbent vand, forsvandt omkring halvdelen af flokken i det efterfølgende år. Oliespildet påvirkede også mængden af byttedyr i området og har på den måde reduceret levevilkårene for andre flokke i området. I 2004 dokumenterede forskere, at en konkret navngivet vandreflok nu var nede på 7 individer og ikke havde reproduceret sig siden ulykken. Denne flok forventes at forsvinde helt.
Som alle andre dyr i de øverste led af fødekæden er spækhuggeren følsom over for forgiftning via ophobning af PCB'er i kroppen. En undersøgelse af dyrene ud for Washingtons kyst viser, at PCB-niveauerne i spækhuggere var højere end det niveau, som spættede sæler i Europa indeholdt og som gjorde sælerne syge af kemikaliet. Undersøgelser af spækhuggere i Tysfjorden, Norge, viser højere niveauer af PCB'er, pesticider og bromerede flammehæmmere end hos isbjørne. De potentielle effekter er reduceret forplantningsevne og dårligere immunforsvar.
Andre trusler kommer fra en stor industri af hvalsafarier, hvor forskning indikerer, at de påvirker dyrenes opførsel. Samtidigt kan larmen fra skibstrafik og brug af sonar forstyrre den akustiske kommunikation og ekkolokationen hos spækhuggerne.
