Pelagiske zone
845 arter
Den pelagiske zone består af vandsøjlen i det åbne hav eller oceanerne, og kan yderligere blive inddelt i områder afhængigt af vanddybde. Ordet "pelagisk" er afled af oldgræsk πέλαγος (pélagos), der kan oversættes til "åbent hav". Den pelagiske zone kan ses som en imaginær cylinder eller vandsøjle, der går fra overfladen af havet og næsten helt ned til bunden. Betingelserne i vandsøjlen ændrer sig i takt med at afstanden fra overfladen øges (dybden): trykket øges, temperaturen og mængden af sollys bliver mindre, saltindholdet og mængden af opløst oxygen samt andre sporstoffer som jern, magnesium og calcium ændres også alle sammen. Ligesom med jordens atmosfærde så kan den pelagiske zone opdeles i fem forskellige lag (se illustrationen th.), baseret på vandybden.
Udover at de ovennævnte betingelser ændrer sig i de forskellig lag, så bliver havlivet påvirket af batymetrien (undervandstopografi), af nærhedn til land under vand som f.eks. havbund, kystlinje eller undersøiske bjerge. Havlivet bliver også påvirket af hvor tæt det er på havoverflden, grænsen mellem havet og atmosfæren, der kan give sollys til fotosyntese, men kan også gøre at rovdyr fra oven an angribe og vind der rører op i bølgerne og sætte havstrømme i gang. Den pelagiske zone referer til åbent hav og fri havoverflader i havene der går mellem havoverfladen og havbunden, og som ikke er for tæt på en anden grænse som kyster, havbund eller overflade. Havliv, der lever i den pelagiske zone, kan frit svømme i alle retninger og imellem der underinddelte zoner uhinret af topografiske begrænsninger.
Den oceanske zone er det dybe åbne hav efter kontinentalsoklen. Disse åbne havområder er i kontrast til haveområderne i ved kysterne og de kystnære farvande, som i flodmundinginger. Vandet kan løbe ud i den oceanske zone og helt ned til den abyssale zone og sågar ned til den hadopelagiske zone. Kystnære farvande er generelt begrænset til relativt lave dele af den pelagiske zone, men de hører stadig til området såfremt de ikke er nær havbunden. Sammenlagt består den pelagisk zone af 1.330 million km3 med en gennemsnitsdybde på 3,68 km o en maksimal dybde på 11 km. Fisk der lever i den pelagiske zone kaldes pelagiske fisk. Der bliver mindre pelagisk liv jo dybere mand kommer.
Den pelagiske zone står i kontrakt til den bentiske og demesale zone der er havbunden. Den bentiske zone er den økologiske område meget tæt åpå havbunden. Den inkluderer overfaldesediment og nogle af de lag, som er umiddelbart under havoverfladen. Havliv i disse zoner som bl.a. muslinger og krabber kaldes benthos. Den demersale zone er umiddelbart over den bentiske zone. Den kan blive meget åpvirket af havbunden og de dyr og planter som lever her. Fisk der lever i dette område kaldes demersale fsk, og kan opdeles i bentiske fisk, der ha rhøjere massefylde end vandet, hvorved de kan hvile på havbunden, og bentopelagiske fisk, der kan svømme i vandsøjlen lige over bunden. Demersale fisk er også kendt som bundfødende fisk og bundfisk
Den pelagiske zone består af vandsøjlen i det åbne hav eller oceanerne, og kan yderligere blive inddelt i områder afhængigt af vanddybde. Ordet "pelagisk" er afled af oldgræsk πέλαγος (pélagos), der kan oversættes til "åbent hav". Den pelagiske zone kan ses som en imaginær cylinder eller vandsøjle, der går fra overfladen af havet og næsten helt ned til bunden. Betingelserne i vandsøjlen ændrer sig i takt med at afstanden fra overfladen øges (dybden): trykket øges, temperaturen og mængden af sollys bliver mindre, saltindholdet og mængden af opløst oxygen samt andre sporstoffer som jern, magnesium og calcium ændres også alle sammen. Ligesom med jordens atmosfærde så kan den pelagiske zone opdeles i fem forskellige lag (se illustrationen th.), baseret på vandybden.
Udover at de ovennævnte betingelser ændrer sig i de forskellig lag, så bliver havlivet påvirket af batymetrien (undervandstopografi), af nærhedn til land under vand som f.eks. havbund, kystlinje eller undersøiske bjerge. Havlivet bliver også påvirket af hvor tæt det er på havoverflden, grænsen mellem havet og atmosfæren, der kan give sollys til fotosyntese, men kan også gøre at rovdyr fra oven an angribe og vind der rører op i bølgerne og sætte havstrømme i gang. Den pelagiske zone referer til åbent hav og fri havoverflader i havene der går mellem havoverfladen og havbunden, og som ikke er for tæt på en anden grænse som kyster, havbund eller overflade. Havliv, der lever i den pelagiske zone, kan frit svømme i alle retninger og imellem der underinddelte zoner uhinret af topografiske begrænsninger.
Den oceanske zone er det dybe åbne hav efter kontinentalsoklen. Disse åbne havområder er i kontrast til haveområderne i ved kysterne og de kystnære farvande, som i flodmundinginger. Vandet kan løbe ud i den oceanske zone og helt ned til den abyssale zone og sågar ned til den hadopelagiske zone. Kystnære farvande er generelt begrænset til relativt lave dele af den pelagiske zone, men de hører stadig til området såfremt de ikke er nær havbunden. Sammenlagt består den pelagisk zone af 1.330 million km3 med en gennemsnitsdybde på 3,68 km o en maksimal dybde på 11 km. Fisk der lever i den pelagiske zone kaldes pelagiske fisk. Der bliver mindre pelagisk liv jo dybere mand kommer.
Den pelagiske zone står i kontrakt til den bentiske og demesale zone der er havbunden. Den bentiske zone er den økologiske område meget tæt åpå havbunden. Den inkluderer overfaldesediment og nogle af de lag, som er umiddelbart under havoverfladen. Havliv i disse zoner som bl.a. muslinger og krabber kaldes benthos. Den demersale zone er umiddelbart over den bentiske zone. Den kan blive meget åpvirket af havbunden og de dyr og planter som lever her. Fisk der lever i dette område kaldes demersale fsk, og kan opdeles i bentiske fisk, der ha rhøjere massefylde end vandet, hvorved de kan hvile på havbunden, og bentopelagiske fisk, der kan svømme i vandsøjlen lige over bunden. Demersale fisk er også kendt som bundfødende fisk og bundfisk
