Løgfrø

Arten er gået stærkt tilbage siden 1940'erne, men kan dog være overset mange steder da den lever meget skjult. Artens navn skyldes dens evne til at afgive en lugt af hvidløg. Lugten erkendes tydeligst ved håndtering. I øvrigt kan arten i stresssituationer afgive høje "panikskrig".

Løgfrø-forekomst i et givet område erkendes "nemmest" ved at lytte til områdets vandhuller i yngleperioden (medio april/ultimo maj). Arten kvækker oftest under vand og mest hyppigt efter solnedgang. Løgfrøerne kvækker dog gerne på særligt varme forårsdage i fuldt solskin. Som udgangspunkt starter hannerne med at kvække når den omgivende vandtemperatur når 9 grader. Oftest foregår kvækkeriet på ca. 30-50 cm dybde. Som regel kvækker hannerne helst fra områder med tagrørsvegetation, pindsvineknop og lignende. Arten foretrækker at yngle i vandhuller absolut uden fisk, da disse effektivt æder artens yngel. Det hævdes, at hunnerne kan erkende vandhuller med fisk (hundestejler, karuds og lignende) og efterfølgende fravælger sådanne.

Størst ynglesucces opnår arten i vandhuller, der opnår en høj vandtemperatur gennem sommeren (gerne lavvandede og/eller klarvandede med fuld solindstråling). Tørrer vandhullet samtidig ud nu og da, optimeres dets egnethed som ynglehabitat yderligere, da udtørringen medfører uddøen af flerårige vandlevende rovdyr som ellers prædaterer effektivt på haletudser.

Haletudserne er let genkendelige i slutfasen af larvestadiet, da disse bliver væsentligt større end øvrige danske paddearter.

Den franske herpetolog Christophe Eggert foretog i 1998 en række særdeles interessante undersøgelser af artens bevægelsesmønster/nattevandringer.

Ved at påføre individer paraffinolie med opløst fluorescerende farvestof samt i enkelte tilfælde radiomærke dyr, kunne artens vandringer kortlægges detaljeret. Christophe Eggert fandt herved, at arten udpræget helst bevæger sig i åbent fladt terræn og klart foretrækker at grave sig ned, hvor plantedækket er brudt (åbent sandområde). Desuden fandt Eggert, at arten visuelt fravælger at færdes på arealer hvor (natte)himlen bortskygges; fravalg af arealer med løvbærende krat. Dog påpeger Sergius L. Kuzmin i "The amphibians of the former Soviet Union" (1999), at arten tillige kan findes i lysåben skov.

Eggert fandt også, at arten benyttede det samme nedgravnings-område (indenfor 0,5 meter) flere gange i løbet af undersøgelsesperioden og kunne forblive nedgravet op til 5 døgn. Undersøgelsen afslørede desuden at arten færdes "oppe" i 10 cm græsvegetation (og ikke alene er knyttet til jordoverfladen).

Artens vandringer mellem to på hinanden følgende nætter udgjorde maksimalt 83 meter med et gennemsnit på ca. 25.

Hidtil har hovedvægten af Løgfrø-naturpleje koncentreret sig om at optimere ynglehabitaten. Såfremt man ønsker at forbedre artens terrestiske habitat, peger bl.a. Eggert´s undersøgelser på at ekstensiv afgræsning, samt meget "overfladisk" markarbejde (harvning) kan gavne arten. Begge tiltag hindrer for kraftig græs/urtetilgroning og fremmer alt andet lige tætheden af biller, myrer og edderkopper mv. samt forbedrer "udsynet" til disse fødeemner i løgfrøhøjde.