Quokka
1 arter
Quokkaen (Setonix brachyurus) er en lille makropod på størrelse med en huskat. Det er det eneste medlem af slægten Setonix. Ligesom andre pungdyr i makropodfamilien, (såsom kænguruer og wallabyer) er quokkaen planteædende og hovedsagelig natlig.
Quokkaen findes på nogle mindre øer ud for Vestaustraliens kyst, især på Rottnest Island som ligger ud for byen Perth, og på Bald Island som ligger tæt ved byen Albany. Isolerede, spredte quokkabestande findes også på fastlandet i skov og kysthede mellem Perth og Albany. Dertil beboer en lille koloni et beskyttet naturreservat ved navn "Two Peoples Bay Nature Reserve".
Fra sent i 1700-tallet til sent i 1800-tallet var quokkaen vidt udbredt, og dens udbredelse omfattede et område på omkring 41.200 km2 i den sydvestlige del af Vestaustralien, herunder de to øer, Bald og Rottnest. I 1992, efter omfattende bestandnedgang i det 20. århundrede, var quokkaens udbredelse på fastlandet reduceret med mere end 50 % til et område på omkring 17.800 km2.
På trods af dens talrighed på de små øer, er quokkaen klassificeret som sårbar. På fastlandet, hvor den er truet af rovdyr, såsom ræve, katte og hunde, kræver quokkaen tæt bunddække til tilflugt, for at kunne overleve. Fjernelse af vegetationsområder, landbrugsudvikling og boligudvidelse har reduceret quokkaernes levesteder og bidraget til tilbagegang af arten, ligesom rydning og afbrænding af de resterende sumpområder. Desuden har quokkaer en kuldstørrelse på én, så selvom de konstant parrer sig, bidrager den lille kuldstørrelse samt den begrænsede plads og de truende rovdyr til artens tilbagegang på fastlandet.
Det anslås, at cirka 4.000 quokkaer lever på fastlandet, hvor næsten alle fastlandsbestande er grupper på færre end 50, dog er der bestande på op til 700 quokkaer. I 2015 udryddede en omfattende skovbrand nær byen Northcliffe næsten en af de lokale fastlandsbestande, hvor man anslår at 90 % af bestandens 500 quokkaer døde.
I 2007 blev quokkabestanden på Rottnest Island anslået til at være mellem 8.000 og 12.000. Slanger er quokkaens eneste fjende på øen. Befolkningen på Bald Island, hvor quokkaen ikke har nogle fjender, er 600–1.000. I slutningen af sommeren og ind i efteråret opstår der et sæsonmæssigt fald i quokkaer på øen Rottnest, hvor tab af vegetation og reduktion af tilgængeligt overfladevand kan føre til sult eller dehydrering.
Quokkaen oplevede det mest markante bestandfald fra 1930'erne til 1990'erne, hvor deres bestand blev reduceret med over halvdelen. Quokkaens bestand har været faldende siden 1930'erne og denne tendens gør sig stadig gældende i dag. Deres tilstedeværelse på fastlandet er faldet i en sådan grad, at de nu kun findes i små grupper omkring byen Perth. Quokkaen er derfor opført som sårbar i overensstemmelse med IUCN-kriterierne.
Quokkaen (Setonix brachyurus) er en lille makropod på størrelse med en huskat. Det er det eneste medlem af slægten Setonix. Ligesom andre pungdyr i makropodfamilien, (såsom kænguruer og wallabyer) er quokkaen planteædende og hovedsagelig natlig.
Quokkaen findes på nogle mindre øer ud for Vestaustraliens kyst, især på Rottnest Island som ligger ud for byen Perth, og på Bald Island som ligger tæt ved byen Albany. Isolerede, spredte quokkabestande findes også på fastlandet i skov og kysthede mellem Perth og Albany. Dertil beboer en lille koloni et beskyttet naturreservat ved navn "Two Peoples Bay Nature Reserve".
Fra sent i 1700-tallet til sent i 1800-tallet var quokkaen vidt udbredt, og dens udbredelse omfattede et område på omkring 41.200 km2 i den sydvestlige del af Vestaustralien, herunder de to øer, Bald og Rottnest. I 1992, efter omfattende bestandnedgang i det 20. århundrede, var quokkaens udbredelse på fastlandet reduceret med mere end 50 % til et område på omkring 17.800 km2.
På trods af dens talrighed på de små øer, er quokkaen klassificeret som sårbar. På fastlandet, hvor den er truet af rovdyr, såsom ræve, katte og hunde, kræver quokkaen tæt bunddække til tilflugt, for at kunne overleve. Fjernelse af vegetationsområder, landbrugsudvikling og boligudvidelse har reduceret quokkaernes levesteder og bidraget til tilbagegang af arten, ligesom rydning og afbrænding af de resterende sumpområder. Desuden har quokkaer en kuldstørrelse på én, så selvom de konstant parrer sig, bidrager den lille kuldstørrelse samt den begrænsede plads og de truende rovdyr til artens tilbagegang på fastlandet.
Det anslås, at cirka 4.000 quokkaer lever på fastlandet, hvor næsten alle fastlandsbestande er grupper på færre end 50, dog er der bestande på op til 700 quokkaer. I 2015 udryddede en omfattende skovbrand nær byen Northcliffe næsten en af de lokale fastlandsbestande, hvor man anslår at 90 % af bestandens 500 quokkaer døde.
I 2007 blev quokkabestanden på Rottnest Island anslået til at være mellem 8.000 og 12.000. Slanger er quokkaens eneste fjende på øen. Befolkningen på Bald Island, hvor quokkaen ikke har nogle fjender, er 600–1.000. I slutningen af sommeren og ind i efteråret opstår der et sæsonmæssigt fald i quokkaer på øen Rottnest, hvor tab af vegetation og reduktion af tilgængeligt overfladevand kan føre til sult eller dehydrering.
Quokkaen oplevede det mest markante bestandfald fra 1930'erne til 1990'erne, hvor deres bestand blev reduceret med over halvdelen. Quokkaens bestand har været faldende siden 1930'erne og denne tendens gør sig stadig gældende i dag. Deres tilstedeværelse på fastlandet er faldet i en sådan grad, at de nu kun findes i små grupper omkring byen Perth. Quokkaen er derfor opført som sårbar i overensstemmelse med IUCN-kriterierne.
