Bæveren, Europæisk bæver
Bæveren (Castor fiber), også kaldet europæisk bæver, er en stor gnaver i familien bævere. Den var nær udryddelse i begyndelsen af 1900-tallet på grund af jagt, men er siden genudsat mange steder i Europa og Asien, hvor den nu findes fra Storbritannien til Kina og Mongoliet. I Danmark blev den genudsat i 1999.
Den er kendt for at lave dæmninger, men den graver også kanaler til flådning af træstammer og grene. I vandet bygger den et bæverbo af grene med en indgang placeret under vandet, men den kan også udgrave sit bo i en brink.
Bæveren adskiller sig fra alle andre europæiske gnavere ved den brede, fladtrykte hale, der er skælklædt og næsten hårløs. Desuden har den svømmehud mellem tæerne på bagfoden. Pelsens farve varierer fra gulbrun til mørkebrun.
Hovedet er ret lille, afrundet, kort og bredt med afstumpet snude. Overlæben er uspaltet. Næseborene vender ud til siden. Kraniet er meget kraftigt bygget, og kæbemuskulaturen er stærk. Gnaverfortænderne er brede og kraftige, rødgule på deres forside. Kindtænderne, hvoraf der findes fire i hver kæbeside, er rodåbne og stedse voksende, kun hos gamle individer lukkes de.
Øjnene er små med lodret stillede pupiller. De ydre ører er små, afrundede og oprette og rager knapt ud af pelsen. Halsen er kort og kraftig. Kroppen er meget tyk og plump. Benene er lave, men kraftige,og for en stor del skjult i kropshuden. Forbenene er langt mindre end bagbenene. Den har fem tæer på både for- og bagpoter. Kløerne er korte og stærke. Forpoterne er mindre end bagpoterne, hvis tæer er forbundet med svømmehud helt ud til kløerne. Under kloen på den anden tå sidder en kort supplementsklo.
Kroppen går jævnt over i den tykke hale, der er trindere ved roden, men i øvrigt meget bred og flad, med skarpe kanter. Ved roden er den hårklædt, men ellers helt nøgen, blot klædt med regelmæssige ovale eller kantede skæl. Halen er blålig til sortgrå og cirka 32 centimeter lang og 13-14 centimeter i bredden på det bredeste sted.
Bæveren er en af de største arter af gnavere i verden, og den største gnaver hjemmehørende i Eurasien. Den vejer mellem 11 og 30 kilo, med et gennemsnit på 18 kilo. Det største individ, der er sikkert bekræftet, vejede 31,7 kilo, men der er rapporteret om bævere på over 40 kilo. Længden af hoved og krop er normalt 80-100 centimeter med en halelængde på 25-50 centimeter.
Aldersrekorden er 25 år. Normalt bliver de dog kun 7-8 år gamle.
Bæveren fandtes oprindeligt i store dele af Europa og Asien, men bestanden faldt som følge af intensiv jagt pga. pels, kød og bævergejl. Andre årsager var ødelæggelse af dens levesteder, især ved dræning for at skaffe agerland. Uden for Sovjetunionen fandtes arten i begyndelsen af 1900-tallet kun i tre fra hinanden adskilte områder: Langs det mellemste af Elbens løb, langs Rhône-floden og i det sydlige Norge. De første beskyttelsestiltag indførtes 1925 i Hviderusland, mens man først efter anden verdenskrig gik i gang med at bedre bæverens levevilkår i andre europæiske områder. Finland og Østrig hentede ikke kun den europæiske bæver til deres vådområder, men også individer af nordamerikansk bæver. I Østrig lykkedes det ikke at få disse dyr til at etablere sig, men Finland har i dag en større bestand af nordamerikansk bæver.
Bæveren lever ved floder og søer i skovklædte områder. Her bygger den sit bo, kaldet bæverhytten, af grene, kviste og mudder. Bæveren er kendt for at bygge dæmninger, så vandet samler sig og danner en dam. På den måde sikrer bæveren sig en konstant høj vandstand, så boets indgang altid ligger under vandoverfladen.
Om efteråret samler den vinterforråd af fældede træer. De gnaves i mindre stykker, såkaldte bæverstokke, og gemmes i vandet nær boet. For at kunne transportere grene og stammer til boet udgraves kanaler. Bæveren svømmer med grenstykkerne i favnen, mens den ror med bagbenene.
Bæveren har stor økologisk betydning. Dæmningerne skaber nye levesteder for fugle og padder, og vandkvaliteten i vandløbet bedres.
Bæveren lever mest af græsser, urter og vandplanter, men den fælder også træer og buske for at æde bladene eller barken. Den foretrækker træer med en diameter på omkring 10 centimeter, men kan fælde træer på cirka 60 centimeter i diameter. Større træer gnaves hele vejen rundt og efterlader et timeglasformet gnav. Mindre træer angribes kun fra den ene side. Bæveren foretrækker bævreasp, røn og pil, men fælder oftest birketræer, fordi de er mest udbredte.
Bæveren får et kuld om året. Hunnen er kun modtagelig for parring i 12-24 timer i perioden december til maj, oftest i januar. Modsat de fleste andre gnavere danner bæveren monogame par for flere år ad gangen. Drægtighedstiden er omkring 107 dage og i gennemsnit fødes tre unger, men det varierer fra to til seks unger. De fleste bævere forplanter sig først i en alder af tre år, men 20 procent af hunnerne dog allerede i en alder af 2 år.
Ved fødslen har ungerne mørkebrun uldhårspels og åbne øjne.