Finland
789 arter
Finland, officielt Republikken Finland, er et land i Nordeuropa.
Geografi
Finland er et af verdens nordligst beliggende lande. Det ligger mellem 59° og 71° N samt 20° og 32° Ø, og omkring en tredjedel af landet ligger nord for polarcirklen. Hvis man ser på hovedstæder, er det blot Reykjavik i Island, der ligger nordligere på verdensplan end Helsinki. Landet er længst i nord-sydlig retning med 1.160km mellem det sydligste punkt, Hangö, og det nordligste, Nuorgam. Den længste øst-vestlige strækning er på 540km, som er afstanden mellem Ilomantsi og Närpes. Med udgangspunkt i landets kulturgeografiske opdeling taler man om "Nordfinland" fra omkring det sted, hvor Oulujärvi ligger, selv om søen objektivt set ligger lidt syd for midten. Samtidig kalder man landskabet omkring Jyväskylä for "Midtfinland", selv om det reelt ligger et pænt stykke mod syd.
Landet grænser op til Rusland mod øst med en grænselængde på 1.269 km, mens grænsen mod Norge mod nord er på 716 km, og grænsen mod Sverige mod nordvest er på 536 km og hovedsageligt udgøres af elvene Konkämä, Muonio og Torne. Derudover afgrænses Finland af forskellige dele af Østersøen: Mod vest af Botniske Bugt og mod syd af Finske Bugt. Vandet fra praktisk taget alle søer og elve i Finland ender på et tidspunkt i Østersøen; eneste undtagelse er de vandløb, der strømmer fra den nordlige side af Maanselkä, hvis vand ender i Ishavet. På grund af ringe fordampning og den stadige ferskvandstilstrømning er saltindholdet i havene omkring Finland væsentligt mindre end i verdenshavene. Med en salinitet på mindre end 0,3% er dele af Bottenbugten helt mod nord så brakvandspræget, at man her også finder ferskvandsfisk i havet.
Finland er de tusinde søers land. Mere præcist har landet 187.888 søer (større end 500 m²) og 98.050 øer. Den største sø Saimaa er den fjerdestørste i Europa. Størstedelen af øerne finder mand i skærgården i det sydvestlige af landet omkring Turku. Ålandsøerne, der hører til Finland, ligger et stykke fra skærgården med blot 38km til Sverige.
Det finske landskab er primært formet i forbindelse med istiden. Isen var tykkere og smeltede senere i Fennoskandinavien end i resten af Europa. Erosionen i forbindelse med isens smeltning har skabt et fladt landskab med få bakker. Det højeste fjeld Halti med sine 1.324 meter ligger i den nordvestlige del af Lapland på grænsen mellem Norge og Finland. Det højeste fjeld, hvis top ligger i Finland, er Ridnitšohkka på 1.316 meter og ligger tæt ved Halti.
Isen, der trak sig tilbage, efterlod landet med moræneaflejringer i formationer med åse. Det er højderygge med lag af grus og sand, der i grove træk strækker sig fra nordøst mod sydvest, hvor kanten af isen engang gik til. Blandt disse højderygge er tre med det fælles navn Salpausselkä, der forløber i det sydlige af landet, primært i øst-vestlig retning. Efter at have været presset ned af de enorme ismængder blev det finske område i tiden efter isens smeltning udsat for en landhævning, som stadig finder sted.
Ud over de mange søer er landskabet præget af skovområder, og en meget lille del er opdyrket landområde. Skove dækker 86 % af arealet, hvilket betyder, at Finland er det mest skovdækkede land i Europa. Skovene består af fyr, gran, birk og andre træsorter. Finland er Europas største tømmerproducent og blandt de største i verden.
Landskabet består for størstedelen (omkring 75 % af landarealet) af taiga med nåletræer og lavmose, mens kun en mindre del er opdyrket land. Den mest almindelige stentype er granit, som man finder overalt, og som er synlig, hvis der ikke er jord, der dækker den. Moræneler er den mest almindelige type jord, som typisk er dækket af et tyndt lag humus af biologisk oprindelse. Morr-udvikling finder man i de fleste skovbunde, undtagen hvor afvandingen er dårlig. I disse områder finder man blandt andet tørvemoser.
Klima
Klimaet mod syd er nordligt tempereret, mens det i det meste af landet er et fugtigt og koldt fastlandsklima, karakteriseret ved kolde, enkelte gange meget kolde vintre og relativt varme somre. Mod syd varer vinteren typisk omkring fire måneder, og der ligger ofte sne fra midt i december til begyndelsen af april. Ved sydkysten kan det veksle mellem sne og tøvejr flere gange, inden der kommer mere permanent sne. På de koldeste vinterdage når temperaturen mod syd ofte under -20 °C, mens den de varmeste sommerdage kan nå op omkring 30 °C. Man finder ikke egentlig arktisk tundra i Finland, der ligger næsten præcist på taigabæltet, dækket af skove. Alpin tundra finder man i det bjergrige Lapland mod nord, mens der gror eg på sydkysten og øerne herudfor.
Somrene varer i det sydlige Finland omkring fire måneder (fra midt i maj til midt i september). I det nordlige Finland, specielt i Lapland, er subpolarklima dominerende med kolde – af og til strenge – vintre og relativt varme, men korte somre (2-3 måneder), idet landet typisk er sneklædt i omkring seks måneder fra oktober til først i maj.
Landets placering mellem 60 og 70° N i den kystnære zone af Eurasien er den vigtigste faktor i klimaet. Her finder man både spor af kystklima og af fastlandsklima afhængig af vindretningen. Finland ligger tæt nok på Atlanterhavet til at nyde godt af varmen fra Golfstrømmen, hvilket er forklaringen på det i betragtning af den nordlige placering usædvanligt varme klima.
Klimaet er varmt nok til at gøre det muligt at avle korn mod syd i landet, men ikke mod nord.
En fjerdedel af Finlands territorium ligger nord for Polarcirklen, og solen går derfor ikke ned om sommeren over en periode på 73 dage, og senere om vinteren står den ikke op i en periode på 51 dage.
Natur
I Finland finder man samlet set omkring 42.000 arter af dyr, planter og svampe, herunder 65 arter af pattedyr. Artsrigdommen er ikke helt så stor, som den kendes under sydligere himmelstrøg, men landets udstrakte naturområder byder dog på mange dyrearter, man kun sjældent ser andre steder i Europa.
Allemandsretten tillader i Finland alle mennesker at bevæge sig i naturen med visse begrænsninger. Det er også tilladt at samle bær og svampe samt at fiske. Jagt og fiskeri er i Finland en udbredt fritidsfornøjelse.
Flora og vegetation
Man finder tre økozoner i Finland. Størstedelen af landet er taiga, som er kendetegnet ved en kort vegetationsperiode, hvor planterne er aktive, næringsfattig jord, hvorpå træer kun vokser langsomt, præget af nåletræer og et begrænset antal træsorter. Fyr (50 %) og graner (30 %) er de dominerende træer, mens den mest typiske løvtræstype er birk (16,5 %). Jordbunden er dækket af blåbærris og mos, mod nord også med lav.
Kun ved sydvestkysten og på de derudforliggende øer og skær finder man tempereret løvfældende skov. Her vokser også træsorter, der ellers ikke forekommer i Finland, eksempelvis eg. Det allernordligste af Lapland er i stort omfang skovløst; på lavere områder finder man kun enkelte hårdføre birketræer, mens de højere områder har en tundra-agtig vegetation.
En tredjedel af Finland er oprindeligt moseland, og omkring halvdelen heraf blev i løbet af 1900-tallet drænet, så det kunne opdyrkes. Mod syd dominerer tørverige højmoser, mens der mod nord er aapamoser. Størstedelen af moselandet er dækket af skov.
Fauna
Elgen er meget udbredt i Finland. Selv om omkring en tredjedel af bestanden nedlægges hvert år, forbliver den ved udløbet af jagtsæsonen stabil på over 100.000 dyr. For biltrafikken udgør den store elgbestand en reel fare, da et sammenstød altid resulterer i svære skader. Mod nord i landet finder man overalt rensdyr. De omkring 200.000 rensdyr er delvist tæmmede og går frit rundt hele året, indtil ejerne om efteråret driver dyrene sammen og udvælger sig de eksemplarer, der skal slagtes. De vilde skovrensdyr er langt sjældnere. Engang var denne art vidt udbredt i store dele af Finland, men mod slutningen af 1800-tallet var den udryddet, indtil der i 1950'erne igen indvandrede en lille population fra Rusland i Kajanaland og Nordkarelen. I den sydlige og vestlige del af landet er der fra Nordamerika indført virginiahjorte, der har klaret sig godt og etableret en bestand.
Antallet af rovdyr er vokset i takt med fredninger gennem de seneste mange år. Antallet af både de finske brune bjørne og losser er i disse år på over 1.000 individer, mens der er omkring 200 ulve. Der drives i et vist omfang jagt på disse dyr. I den finske del af Lapland lever der et mindre antal jærve. Polarræven, der tidligere var meget almindelig i store dele af landet, blev næsten udryddet af pelsjægere i begyndelsen af 1900-tallet. Den røde ræv er meget udbredt, og i de seneste årtier har mårhunden bredt sig fra Rusland.
Saimaa-ringsælen er en sælart, der udelukkende findes i søområdet ved Saimaa. Det er lykkedes at redde denne sjældne ferskvandsunderart af ringsælen fra at uddø gennem en målrettet fredning, og sælen er blevet et symbol på naturbeskyttelsen i Finland. Der er også lavet særlig beskyttelse for europæiske flyveegern, der i EU kun findes i Finland og Estland.
Af fugle findes der i Finland mere end 430 arter, herunder kongeørn og havørn sammen med hønsefugle som urfugl, tjur, hjerpe og dalrype samt talrige vandfuglearter. Sangsvanen regnes for den finske nationalfugl på grund af dens rolle i den finske mytologi. Denne art er også et eksempel på vellykket fredning: I 1950'erne var der ikke mere end 15 ynglende par, mens bestanden siden er vokset til omkring 1.500.
Finland, officielt Republikken Finland, er et land i Nordeuropa.
Geografi
Finland er et af verdens nordligst beliggende lande. Det ligger mellem 59° og 71° N samt 20° og 32° Ø, og omkring en tredjedel af landet ligger nord for polarcirklen. Hvis man ser på hovedstæder, er det blot Reykjavik i Island, der ligger nordligere på verdensplan end Helsinki. Landet er længst i nord-sydlig retning med 1.160km mellem det sydligste punkt, Hangö, og det nordligste, Nuorgam. Den længste øst-vestlige strækning er på 540km, som er afstanden mellem Ilomantsi og Närpes. Med udgangspunkt i landets kulturgeografiske opdeling taler man om "Nordfinland" fra omkring det sted, hvor Oulujärvi ligger, selv om søen objektivt set ligger lidt syd for midten. Samtidig kalder man landskabet omkring Jyväskylä for "Midtfinland", selv om det reelt ligger et pænt stykke mod syd.
Landet grænser op til Rusland mod øst med en grænselængde på 1.269 km, mens grænsen mod Norge mod nord er på 716 km, og grænsen mod Sverige mod nordvest er på 536 km og hovedsageligt udgøres af elvene Konkämä, Muonio og Torne. Derudover afgrænses Finland af forskellige dele af Østersøen: Mod vest af Botniske Bugt og mod syd af Finske Bugt. Vandet fra praktisk taget alle søer og elve i Finland ender på et tidspunkt i Østersøen; eneste undtagelse er de vandløb, der strømmer fra den nordlige side af Maanselkä, hvis vand ender i Ishavet. På grund af ringe fordampning og den stadige ferskvandstilstrømning er saltindholdet i havene omkring Finland væsentligt mindre end i verdenshavene. Med en salinitet på mindre end 0,3% er dele af Bottenbugten helt mod nord så brakvandspræget, at man her også finder ferskvandsfisk i havet.
Finland er de tusinde søers land. Mere præcist har landet 187.888 søer (større end 500 m²) og 98.050 øer. Den største sø Saimaa er den fjerdestørste i Europa. Størstedelen af øerne finder mand i skærgården i det sydvestlige af landet omkring Turku. Ålandsøerne, der hører til Finland, ligger et stykke fra skærgården med blot 38km til Sverige.
Det finske landskab er primært formet i forbindelse med istiden. Isen var tykkere og smeltede senere i Fennoskandinavien end i resten af Europa. Erosionen i forbindelse med isens smeltning har skabt et fladt landskab med få bakker. Det højeste fjeld Halti med sine 1.324 meter ligger i den nordvestlige del af Lapland på grænsen mellem Norge og Finland. Det højeste fjeld, hvis top ligger i Finland, er Ridnitšohkka på 1.316 meter og ligger tæt ved Halti.
Isen, der trak sig tilbage, efterlod landet med moræneaflejringer i formationer med åse. Det er højderygge med lag af grus og sand, der i grove træk strækker sig fra nordøst mod sydvest, hvor kanten af isen engang gik til. Blandt disse højderygge er tre med det fælles navn Salpausselkä, der forløber i det sydlige af landet, primært i øst-vestlig retning. Efter at have været presset ned af de enorme ismængder blev det finske område i tiden efter isens smeltning udsat for en landhævning, som stadig finder sted.
Ud over de mange søer er landskabet præget af skovområder, og en meget lille del er opdyrket landområde. Skove dækker 86 % af arealet, hvilket betyder, at Finland er det mest skovdækkede land i Europa. Skovene består af fyr, gran, birk og andre træsorter. Finland er Europas største tømmerproducent og blandt de største i verden.
Landskabet består for størstedelen (omkring 75 % af landarealet) af taiga med nåletræer og lavmose, mens kun en mindre del er opdyrket land. Den mest almindelige stentype er granit, som man finder overalt, og som er synlig, hvis der ikke er jord, der dækker den. Moræneler er den mest almindelige type jord, som typisk er dækket af et tyndt lag humus af biologisk oprindelse. Morr-udvikling finder man i de fleste skovbunde, undtagen hvor afvandingen er dårlig. I disse områder finder man blandt andet tørvemoser.
Klima
Klimaet mod syd er nordligt tempereret, mens det i det meste af landet er et fugtigt og koldt fastlandsklima, karakteriseret ved kolde, enkelte gange meget kolde vintre og relativt varme somre. Mod syd varer vinteren typisk omkring fire måneder, og der ligger ofte sne fra midt i december til begyndelsen af april. Ved sydkysten kan det veksle mellem sne og tøvejr flere gange, inden der kommer mere permanent sne. På de koldeste vinterdage når temperaturen mod syd ofte under -20 °C, mens den de varmeste sommerdage kan nå op omkring 30 °C. Man finder ikke egentlig arktisk tundra i Finland, der ligger næsten præcist på taigabæltet, dækket af skove. Alpin tundra finder man i det bjergrige Lapland mod nord, mens der gror eg på sydkysten og øerne herudfor.
Somrene varer i det sydlige Finland omkring fire måneder (fra midt i maj til midt i september). I det nordlige Finland, specielt i Lapland, er subpolarklima dominerende med kolde – af og til strenge – vintre og relativt varme, men korte somre (2-3 måneder), idet landet typisk er sneklædt i omkring seks måneder fra oktober til først i maj.
Landets placering mellem 60 og 70° N i den kystnære zone af Eurasien er den vigtigste faktor i klimaet. Her finder man både spor af kystklima og af fastlandsklima afhængig af vindretningen. Finland ligger tæt nok på Atlanterhavet til at nyde godt af varmen fra Golfstrømmen, hvilket er forklaringen på det i betragtning af den nordlige placering usædvanligt varme klima.
Klimaet er varmt nok til at gøre det muligt at avle korn mod syd i landet, men ikke mod nord.
En fjerdedel af Finlands territorium ligger nord for Polarcirklen, og solen går derfor ikke ned om sommeren over en periode på 73 dage, og senere om vinteren står den ikke op i en periode på 51 dage.
Natur
I Finland finder man samlet set omkring 42.000 arter af dyr, planter og svampe, herunder 65 arter af pattedyr. Artsrigdommen er ikke helt så stor, som den kendes under sydligere himmelstrøg, men landets udstrakte naturområder byder dog på mange dyrearter, man kun sjældent ser andre steder i Europa.
Allemandsretten tillader i Finland alle mennesker at bevæge sig i naturen med visse begrænsninger. Det er også tilladt at samle bær og svampe samt at fiske. Jagt og fiskeri er i Finland en udbredt fritidsfornøjelse.
Flora og vegetation
Man finder tre økozoner i Finland. Størstedelen af landet er taiga, som er kendetegnet ved en kort vegetationsperiode, hvor planterne er aktive, næringsfattig jord, hvorpå træer kun vokser langsomt, præget af nåletræer og et begrænset antal træsorter. Fyr (50 %) og graner (30 %) er de dominerende træer, mens den mest typiske løvtræstype er birk (16,5 %). Jordbunden er dækket af blåbærris og mos, mod nord også med lav.
Kun ved sydvestkysten og på de derudforliggende øer og skær finder man tempereret løvfældende skov. Her vokser også træsorter, der ellers ikke forekommer i Finland, eksempelvis eg. Det allernordligste af Lapland er i stort omfang skovløst; på lavere områder finder man kun enkelte hårdføre birketræer, mens de højere områder har en tundra-agtig vegetation.
En tredjedel af Finland er oprindeligt moseland, og omkring halvdelen heraf blev i løbet af 1900-tallet drænet, så det kunne opdyrkes. Mod syd dominerer tørverige højmoser, mens der mod nord er aapamoser. Størstedelen af moselandet er dækket af skov.
Fauna
Elgen er meget udbredt i Finland. Selv om omkring en tredjedel af bestanden nedlægges hvert år, forbliver den ved udløbet af jagtsæsonen stabil på over 100.000 dyr. For biltrafikken udgør den store elgbestand en reel fare, da et sammenstød altid resulterer i svære skader. Mod nord i landet finder man overalt rensdyr. De omkring 200.000 rensdyr er delvist tæmmede og går frit rundt hele året, indtil ejerne om efteråret driver dyrene sammen og udvælger sig de eksemplarer, der skal slagtes. De vilde skovrensdyr er langt sjældnere. Engang var denne art vidt udbredt i store dele af Finland, men mod slutningen af 1800-tallet var den udryddet, indtil der i 1950'erne igen indvandrede en lille population fra Rusland i Kajanaland og Nordkarelen. I den sydlige og vestlige del af landet er der fra Nordamerika indført virginiahjorte, der har klaret sig godt og etableret en bestand.
Antallet af rovdyr er vokset i takt med fredninger gennem de seneste mange år. Antallet af både de finske brune bjørne og losser er i disse år på over 1.000 individer, mens der er omkring 200 ulve. Der drives i et vist omfang jagt på disse dyr. I den finske del af Lapland lever der et mindre antal jærve. Polarræven, der tidligere var meget almindelig i store dele af landet, blev næsten udryddet af pelsjægere i begyndelsen af 1900-tallet. Den røde ræv er meget udbredt, og i de seneste årtier har mårhunden bredt sig fra Rusland.
Saimaa-ringsælen er en sælart, der udelukkende findes i søområdet ved Saimaa. Det er lykkedes at redde denne sjældne ferskvandsunderart af ringsælen fra at uddø gennem en målrettet fredning, og sælen er blevet et symbol på naturbeskyttelsen i Finland. Der er også lavet særlig beskyttelse for europæiske flyveegern, der i EU kun findes i Finland og Estland.
Af fugle findes der i Finland mere end 430 arter, herunder kongeørn og havørn sammen med hønsefugle som urfugl, tjur, hjerpe og dalrype samt talrige vandfuglearter. Sangsvanen regnes for den finske nationalfugl på grund af dens rolle i den finske mytologi. Denne art er også et eksempel på vellykket fredning: I 1950'erne var der ikke mere end 15 ynglende par, mens bestanden siden er vokset til omkring 1.500.
