Sverige
1088 arter
Sverige, officielt Kongeriget Sverige, er et land i Nordeuropa.
Geografi
Sverige ligger i Nordeuropa på den østlige side af den skandinaviske halvø mellem 55. og 70. nordlige breddekreds og stort set mellem 11. og 25. østlige længdekreds (en del af øen Store Drammen ligger lige vest for 11. østlige længdekreds). Med sine 450.295 km² er Sverige arealmæssigt det 56. største land i verden, det fjerdestørste land i Europa og det største land i Norden. Landet grænser op til Norge mod vest og nord, til Finland mod nordøst og til Danmark via Øresundsforbindelsen mod sydvest. Der er maritime grænser til de tre nævnte lande samt til Tyskland, Polen, Rusland (Kaliningrad og selve Rusland, Litauen, Letland og Estland. De omgivende havområder er Bottenbugten og Bottenhavet, der er en del af Østersøen på øst og sydsiden af landet, mens Skagerrak, Kattegat og Øresund ligger mod sydvest. Sverige er en del af det geografiske område Norden.
Det langstrakte kystområde mod øst til den Botniske Bugt og Østersøen påvirker klimaet i landet, og det samme gør de skandinaviske bjerge, den lange bjergkæde, der mod vest adskiller Norge og Sverige. Rigsgrænsen har siden det 18. århundrede ganske nøje fulgt vandskellet i denne bjergkæde. Elvene i det nordlige Sverige løber derfor som regel mod øst fra de skandinaviske bjerge og kan undertiden blive ganske brede (de såkaldte norrlandselve).
Det sydlige Sverige består primært af landbrugsland, men landets mest udbredte landskabsform er skov, idet 60 % af det samlede areal (75 % af landarealet) er skovdækket. Sveriges skovareal udgør den vestligste del af den eurasiske taiga. Befolkningstætheden er størst i den sydlige del af landet, især i Mälardalen, Bergslagen, Øresundsregionen samt Västra Götalands län. I det sydlige Götaland, i det såkaldte sydsvenske højland, finder man en mangfoldighed af vandområder, både søer og elve, hvor de sidstnævnte løber i alle retninger på vej mod havet. Vandløbene er derfor som regel ikke nær så lange eller vandrige som elvene mod nord. I det mellemste Sverige og i Götaland finder man dog Sveriges største elv, når det gælder gennemstrømning og afvandingsområde i form af Klarälven-Göta älv, som blandt andet også omfatter søen Vänern. Sverige er usædvanligt rig på søer af alle størrelser.
Landets laveste punkt er Hammarsjön nær Kristianstad på 2,41 m under havets overflade, mens det højeste punkt er Kebnekaise på 2.111 m over havets overflade. Landets største øer er Gotland og Öland, mens Vänern og Vättern er de største søer; Vänern er den tredjestørste sø i Europa efter Ladoga og Onega i Rusland. Sverige er 1.572 km fra nord til syd med en største bredde på omkring 500 km.
Træ, vandkraft og jern er tre af landets vigtigste naturresourcer; derudover udvindes der også mangan (i Østersøen), kobber, bly, zink, guld, sølv, uran, arsenik, wolfram og feldspat.
Natur
Som følge af Sveriges store udstrækning i nord-sydlig retning er der store forskelle i vegetationen i landet. Man kan skelne på hårdførhedszoner (for plantede træer og afgrøder) samt på vegetationsregioner med den naturlige udbredelse af en lang række planter. Ud fra sidstnævnte perspektiv opdeler man Sverige i fem hovedregioner:
Karakteristisk for den sydlige løvskovsregion er, at den er en udløber af Nordvesteuropas løvskovsområde, men den mest markante faktor er dog fraværet af naturligt udbredte graner. Der findes områder tilplantet med gran, men på grund af de store afstande mellem årringene kan disse graner kun anvendes til papirproduktion. Fra 1980'erne har man i stigende grad igen plantet løvtræer på arealer, hvor der tidligere har været dyrket graner, bortset fra de steder, hvor granerne bruges til juletræer. Regionen omfatter vestkysten, store dele af Skåne og det sydlige Blekinge, og den præges af især af bøg samt ædle løvtræssorter. Elmen er dog næsten forsvundet på grund af elmesyge. På sandede arealer vokser der birk og skovfyr. Af mere eksotiske træsorter længst mod syd kan nævnes avnbøg og valnød. Syddelen af Öland tilhører den sydlige løvskovsregion, men udgør en undtagelse fra resten af regionen, idet granen her er naturligt udbredt.
Den sydlige nåleskovsregion præges – som navnet siger – af nåletræer med indslag af blandt andet bøg og eg. Bøgens nordgrænse giver en opdeling af denne region i to underregioner. Bøg forekommer naturligt, blandet med nåletræer, indtil omtrent en linje fra midten af Bohuslän til Oskarshamnområdet med en eksklave på Västgötasletten. Den sydlige nåleskovsregions nordlige grænse bestemmes af grænsen for egens naturlige udbredelse.
Den nordlige nåleskovsregion er præget af gran og skovfyr med indslag af birk, el, asp og lignende småtræer. Når der forekommer ædle løvtræer, er de i princippet altid plantet af mennesker. Den nordlige nåleskovsregion er en direkte udløber af den russisk-finske taiga. Jo længere man kommer nordpå, jo mere spredt bliver træbevoksningen. I Norrbottens län står træerne så spredt, at man knap kan tale om skov.
I lavområderne op mod de store fjelde mod nord finder man fjeldbirkregionen, hvor fjeld-birken udgør den eneste større vegetation. Der forekommer desuden lavere bevoksning som blomster, lav og blåbærris.
Kommer man over en vis højde i fjeldene finder man den træløse fjeldregion. Trægrænsens højde afhænger af breddekredsen og er for eksempel højere i bjergene i Dalarne end ved Riksgränsen. Denne landskabstype kan udgøres af gletsjer eller frilagt klippe, men også områder med lave sommervegetation hører til herunder.
Klima
Det meste af Sverige har tempereret klima med fire tydelige årstider og relativt milde temperaturer gennem hele året trods sin nordlige beliggenhed. Landet kan klimatisk set opdeles i tre områder: Den sydlige del har kystklima, den mellemste del har regnfuldt fastlandsklima, og den nordligste del har subpolarklima. Sammenlignet med andre lande på samme breddekreds er Sverige varmere og tørrere, hvilket skyldes påvirkningen fra Golfstrømmen. For eksempel har det centrale og sydlige Sverige meget varmere vintre end mange områder i Rusland, Canada og det nordlige USA. Som følge af landets nordlige beliggenhed varierer dagenes længde betydeligt. Nord for polarcirklen har man midnatssol i en del af sommeren samt polarnat i en periode om vinteren. I Stockholm er der dagslys omkring atten timer i slutningen af juni, mens der i slutningen af december blot er cirka seks timers dagslys. Der er mellem 1100 og 1900 timer med solskin om året i Sverige.
Temperaturerne varierer meget mellem nord og syd. Den sydlige del af landet har varme somre og kolde vintre, mens den nordlige del har kortere, køligere somre samt længere, koldere og mere snefyldte vintre. Den højeste temperatur, der nogensinde er registreret i Sverige, er 38 °C, der blev målt i Målilla i 1947, mens den laveste temperatur er -52,6 °C målt i Vuoggatjålme i 1966.
I gennemsnit falder der mellem 500 og 800 mm nedbør om året i Sverige, hvilket er noget under det globale gennemsnit. I den sydvestlige del af landet falder der mellem 1000 og 1200 mm, og i visse bjergområder mod nord op mod 1900 mm årligt. Mod syd falder blot omkring 10 % af nedbøren som sne, mens denne andel stiger mod nord, og særligt i den vestligste del af det allernordligste Sverige i bjergene mod Norge falder omkring halvdelen af nedbøren som sne.
Herunder ses fire eksempler på klimaet i Sverige.
Sverige, officielt Kongeriget Sverige, er et land i Nordeuropa.
Geografi
Sverige ligger i Nordeuropa på den østlige side af den skandinaviske halvø mellem 55. og 70. nordlige breddekreds og stort set mellem 11. og 25. østlige længdekreds (en del af øen Store Drammen ligger lige vest for 11. østlige længdekreds). Med sine 450.295 km² er Sverige arealmæssigt det 56. største land i verden, det fjerdestørste land i Europa og det største land i Norden. Landet grænser op til Norge mod vest og nord, til Finland mod nordøst og til Danmark via Øresundsforbindelsen mod sydvest. Der er maritime grænser til de tre nævnte lande samt til Tyskland, Polen, Rusland (Kaliningrad og selve Rusland, Litauen, Letland og Estland. De omgivende havområder er Bottenbugten og Bottenhavet, der er en del af Østersøen på øst og sydsiden af landet, mens Skagerrak, Kattegat og Øresund ligger mod sydvest. Sverige er en del af det geografiske område Norden.
Det langstrakte kystområde mod øst til den Botniske Bugt og Østersøen påvirker klimaet i landet, og det samme gør de skandinaviske bjerge, den lange bjergkæde, der mod vest adskiller Norge og Sverige. Rigsgrænsen har siden det 18. århundrede ganske nøje fulgt vandskellet i denne bjergkæde. Elvene i det nordlige Sverige løber derfor som regel mod øst fra de skandinaviske bjerge og kan undertiden blive ganske brede (de såkaldte norrlandselve).
Det sydlige Sverige består primært af landbrugsland, men landets mest udbredte landskabsform er skov, idet 60 % af det samlede areal (75 % af landarealet) er skovdækket. Sveriges skovareal udgør den vestligste del af den eurasiske taiga. Befolkningstætheden er størst i den sydlige del af landet, især i Mälardalen, Bergslagen, Øresundsregionen samt Västra Götalands län. I det sydlige Götaland, i det såkaldte sydsvenske højland, finder man en mangfoldighed af vandområder, både søer og elve, hvor de sidstnævnte løber i alle retninger på vej mod havet. Vandløbene er derfor som regel ikke nær så lange eller vandrige som elvene mod nord. I det mellemste Sverige og i Götaland finder man dog Sveriges største elv, når det gælder gennemstrømning og afvandingsområde i form af Klarälven-Göta älv, som blandt andet også omfatter søen Vänern. Sverige er usædvanligt rig på søer af alle størrelser.
Landets laveste punkt er Hammarsjön nær Kristianstad på 2,41 m under havets overflade, mens det højeste punkt er Kebnekaise på 2.111 m over havets overflade. Landets største øer er Gotland og Öland, mens Vänern og Vättern er de største søer; Vänern er den tredjestørste sø i Europa efter Ladoga og Onega i Rusland. Sverige er 1.572 km fra nord til syd med en største bredde på omkring 500 km.
Træ, vandkraft og jern er tre af landets vigtigste naturresourcer; derudover udvindes der også mangan (i Østersøen), kobber, bly, zink, guld, sølv, uran, arsenik, wolfram og feldspat.
Natur
Som følge af Sveriges store udstrækning i nord-sydlig retning er der store forskelle i vegetationen i landet. Man kan skelne på hårdførhedszoner (for plantede træer og afgrøder) samt på vegetationsregioner med den naturlige udbredelse af en lang række planter. Ud fra sidstnævnte perspektiv opdeler man Sverige i fem hovedregioner:
Karakteristisk for den sydlige løvskovsregion er, at den er en udløber af Nordvesteuropas løvskovsområde, men den mest markante faktor er dog fraværet af naturligt udbredte graner. Der findes områder tilplantet med gran, men på grund af de store afstande mellem årringene kan disse graner kun anvendes til papirproduktion. Fra 1980'erne har man i stigende grad igen plantet løvtræer på arealer, hvor der tidligere har været dyrket graner, bortset fra de steder, hvor granerne bruges til juletræer. Regionen omfatter vestkysten, store dele af Skåne og det sydlige Blekinge, og den præges af især af bøg samt ædle løvtræssorter. Elmen er dog næsten forsvundet på grund af elmesyge. På sandede arealer vokser der birk og skovfyr. Af mere eksotiske træsorter længst mod syd kan nævnes avnbøg og valnød. Syddelen af Öland tilhører den sydlige løvskovsregion, men udgør en undtagelse fra resten af regionen, idet granen her er naturligt udbredt.
Den sydlige nåleskovsregion præges – som navnet siger – af nåletræer med indslag af blandt andet bøg og eg. Bøgens nordgrænse giver en opdeling af denne region i to underregioner. Bøg forekommer naturligt, blandet med nåletræer, indtil omtrent en linje fra midten af Bohuslän til Oskarshamnområdet med en eksklave på Västgötasletten. Den sydlige nåleskovsregions nordlige grænse bestemmes af grænsen for egens naturlige udbredelse.
Den nordlige nåleskovsregion er præget af gran og skovfyr med indslag af birk, el, asp og lignende småtræer. Når der forekommer ædle løvtræer, er de i princippet altid plantet af mennesker. Den nordlige nåleskovsregion er en direkte udløber af den russisk-finske taiga. Jo længere man kommer nordpå, jo mere spredt bliver træbevoksningen. I Norrbottens län står træerne så spredt, at man knap kan tale om skov.
I lavområderne op mod de store fjelde mod nord finder man fjeldbirkregionen, hvor fjeld-birken udgør den eneste større vegetation. Der forekommer desuden lavere bevoksning som blomster, lav og blåbærris.
Kommer man over en vis højde i fjeldene finder man den træløse fjeldregion. Trægrænsens højde afhænger af breddekredsen og er for eksempel højere i bjergene i Dalarne end ved Riksgränsen. Denne landskabstype kan udgøres af gletsjer eller frilagt klippe, men også områder med lave sommervegetation hører til herunder.
Klima
Det meste af Sverige har tempereret klima med fire tydelige årstider og relativt milde temperaturer gennem hele året trods sin nordlige beliggenhed. Landet kan klimatisk set opdeles i tre områder: Den sydlige del har kystklima, den mellemste del har regnfuldt fastlandsklima, og den nordligste del har subpolarklima. Sammenlignet med andre lande på samme breddekreds er Sverige varmere og tørrere, hvilket skyldes påvirkningen fra Golfstrømmen. For eksempel har det centrale og sydlige Sverige meget varmere vintre end mange områder i Rusland, Canada og det nordlige USA. Som følge af landets nordlige beliggenhed varierer dagenes længde betydeligt. Nord for polarcirklen har man midnatssol i en del af sommeren samt polarnat i en periode om vinteren. I Stockholm er der dagslys omkring atten timer i slutningen af juni, mens der i slutningen af december blot er cirka seks timers dagslys. Der er mellem 1100 og 1900 timer med solskin om året i Sverige.
Temperaturerne varierer meget mellem nord og syd. Den sydlige del af landet har varme somre og kolde vintre, mens den nordlige del har kortere, køligere somre samt længere, koldere og mere snefyldte vintre. Den højeste temperatur, der nogensinde er registreret i Sverige, er 38 °C, der blev målt i Målilla i 1947, mens den laveste temperatur er -52,6 °C målt i Vuoggatjålme i 1966.
I gennemsnit falder der mellem 500 og 800 mm nedbør om året i Sverige, hvilket er noget under det globale gennemsnit. I den sydvestlige del af landet falder der mellem 1000 og 1200 mm, og i visse bjergområder mod nord op mod 1900 mm årligt. Mod syd falder blot omkring 10 % af nedbøren som sne, mens denne andel stiger mod nord, og særligt i den vestligste del af det allernordligste Sverige i bjergene mod Norge falder omkring halvdelen af nedbøren som sne.
Herunder ses fire eksempler på klimaet i Sverige.
