Gejrfugl (Pinguinus impennis) var en stor ikke-flyvende alkefugl, som er uddød nu. Den var indtil 1700-tallet almindelig på begge sider af Nordatlanten, hvor den ynglede i kolonier på fuglefjelde i Canada, Grønland, Island og Norge. Det sidste ynglepar blev dræbt den 3. juni 1844 på den lille ø Eldey ud for Islands sydvestkyst.
Gejrfuglens nærmeste slægtning er den meget mindre alk. Udstoppede eksemplarer af gejrfuglen er sjældne. I Danmark findes kun to eksemplarer, begge opbevaret på Zoologisk Museum i København. Ordet Geir (Gejr) er norrønt, og betyder "Spyd". Navnet Pinguin lever videre hos pingvinerne. Det var Francis Drake som gav de flyvesvage fugle i det Sydlige Ishav dette navn da han så dem ved sydspidsen af Sydamerika i 1578. Navnet gav han dem fordi, han syntes de lignede Nord-Atlantens Penguins, nemlig Gejrfuglen. Gejrfuglens vidensskabelige navn er Pinguinus impennis og impennis betyder "uden vinger".
Den sort-hvide store fugl var op til ca. 70 cm høj og den vejede ca. 5 kg. Af udseende lignede den en kæmpemæssig alk. Den lignede også pingvinen, men var ikke i slægt med den. Dens krop var tilpasset til at opholde sig i koldt vand. Det lange spidse næb var velegnet til fiskefangst. På grund af dens tykke fjerdragt, de korte vinger siddende bagest på kroppen og de med svømmehud udstyrede fødder var Gejrfuglen en god svømmer og dykker.
I Danmark kendes den kun fra knoglefund fra stenalderens skaldynger. I 1800-tallet levede den i fuglekolonier på egnede steder langs kysten af Norge, Skotland, Shetland, Orkneyøerne, Færøerne, Island, Grønland, Labrador og Newfoundland. De levede af fisk og var hurtige i vandet, men langsomme på land og dermed lette at fange. Ude på havet kunne man finde dem svømmende i store flokke, men forsvandt under overfladen hvis man nærmede sig dem.Den foretrak overvejende at ruge i store kolonier på små utilgængelige klippeøer. Den lagde kun et æg som var 125 mm langt og 70 mm bredt. Parret rugede ægget sammen, og kort tid efter klækningen var ungen ude i vandet.
