Region

Tasmanien

191 arter

Tasmanien er en ø og, sammen med 1.

Geografi

Tasmanien er Australiens største ø med et areal på 68.401 km2. Den ligger midt i den berygtede vind de "brølende fyrrere", som omslutter hele jorden. Mod nord adskiller Bassstrædet, som er 240 km på det smalleste sted, øen fra det australske fastland. Omkring 2.500 kilometer syd for Tasmanien ligger Antarktis. Alt efter hvilke grænser, man benytter for verdenshavene, kan man sige at Tasmanien er omgivet af det Sydlige Ishav, eller at Stillehavet ligger mod øst og det Indiske ocean mod vest. Efter andre definitioner har Tasmanien den Australske Bugt mod vest og det Tasmanske Hav mod øst. Det sydligste punkt på det tasmanske fastland er 43°38′37″S 146°49′38″Ø / 43.64361°S 146.82722°Ø / -43.64361; 146.82722 ved South East Cape, og det nordligste er 40°38′26″S 144°43′33″Ø / 40.64056°S 144.72583°Ø / -40.64056; 144.72583 i Woolnorth / Temdudheker nær Cape Grim / Kennaook. Tasmanien ligger på samme breddegrad som Sydøen i New Zealand og dele af Patagonien i Sydamerika.

Den mest bjergrige region er Central Highlands, som dækker størstedelen af det centrale og vestlige Tasmanien. Midlands i det centrale øst er relativ fladt og bliver overvejende brugt til landbrug, som dog findes spredt over hele øen. Tasmaniens højeste bjerg er Mount Ossa på 1.617 m. Store dele af Tasmanien er stadig dækket af tæt skov. Southwest National Park og de omkringliggende områder har nogle af de sidste tempererede regnskove på den sydlige halvkugle. Tarkine, som omfatter Savage River National Park, længst mod nordvest er Australiens største tempererede regnskov på omkring 3.800 km2. Med sine mange bjerge har Tasmanien et stort antal floder. Flere af de største floder er opdæmmede for at udnytte vandkraftpotentialet. Tasmaniens mest befolkede områder ligger typisk omkring flodudmundinger.

Delstaten Tasmanien består udover hovedøen af mindst tusind andre øer. De største er Flinders Island i Furneaux-gruppen i Bassstrædet, King Island i den vestlige del af Bassstrædet, Cape Barren Island syd for Flinders Island, Bruny Island adskilt fra Tasmanien af D'Entrecasteaux Channel, Macquarie Island 1.500 km fra Tasmanien og Maria Island ud for østkysten. Tasmanien har en række bjergkæder enkeltliggende såvel som sammenhængende. På størstedelen af øen er den sorte bjergart diabas synlig. Den vestlige halvdel er geologisk ældst, mere bjergrig og har græssletter, tempererede regnskove og bjergkæder af kvartsit som Federation Peak og Frenchmans Cap. Disse bjergkæder er den væsentligste årsag til, at den vestlige halvdel af Tasmanien modtager størstedelen af nedbøren, hvilket også medfører forskelle i vegetationen. Central Highlands har et stort plateau med bjergkæder og stejle skrænter på nordsiden aftagende mod syd. Nordvest for dette ligger et mindre plateau, som grænser op til Tarkine.

Klima

Tasmanien har et relativ køligt klima i forhold til resten af Australien uden de varme somre og med fire tydelige årstider. Sommer er fra december til februar, hvor havets maksimale gennemsnitstemperatur når 21 °C og det indre af landet omkring Launceston når 24 °C. Andre områder inde i landet er langt køligere. Liawenee i Central Plateau, som er et af de koldeste steder i Australien, har 4 °C og 17 °C i februar. Efterår er fra marts til maj med hovedsageligt stabilt vejr, hvor sommer gradvist skifter til vinter. Vintermånederne er fra juni til august og er normalt de vådeste og koldeste. De højestliggende områder får betydelige mængder sne. Gennemsnitligt maksimum om vinteren er 12 °C langs kysten og 3 °C på det centrale plateau på grund af en række koldfronter fra det Sydlige Ishav. Forår er fra september til november og er ustabil overgang fra vinter til sommer. Snefald kan forekomme helt til oktober. Foråret er normalt den mest vindrige årstid, hvor havbriser om eftermiddagen præger kystområderne.

Flora og Fauna

Tasmanien er geografisk isoleret og kendt for sin unikke flora og fauna.

Flora

Tasmanien har en ekstremt varieret vegetation fra græssletterne i de tørre Midlands til de høje stedsegrønne eukalyptus-skove, alpine hedeområder, tempererede regnskove og hedeområder i resten af delstaten. Mange arter findes kun i Tasmanien og andre er beslægtet med arter i Sydamerika og New Zealand gennem fælles forløbere i superkontinentet Gondwana for 50 millioner år siden. Nothofagus gunnii, også kendt som australsk bøg, er det eneste oprindelige træ i det tempererede Australien, som er løvfældende, og det findes kun i Tasmanien.

Blandt de karakteristiske plantearter i Tasmanien findes:

  • Eucalyptus regnans (bjergeukalyptus) - verdens højeste blomstrende træ, som kan blive 100 m højt.
  • Nothofagus cunninghamii (myrtle beech) - det talrigeste af de høje træer i den tempererede regnskov.
  • Nothofagus gunnii (deciduous beech) - Australiens eneste træ, som smider bladene om vinteren.
  • Atherosperma moschatum (blackheart sassafras) - et almindeligt træ i regnskoven med en duft af muskatnød.
  • Lagarostrobos franklinii (Huon pine) - en af de ældste træarter.
  • Phyllocladus aspleniifolius (celery-top pine) - et nåletræ med selleriformede blade.
  • Athrotaxis (tasmansk ceder/redwood) - en familie med tre arter, som er beslægtet med sequoia.
  • Eucryphia lucida (leatherwood) - træ, hvis blomst er et symbol for Tasmanien. Den giver også en unik honning.

Fauna

Tasmanien har en høj grad af endemisme, men også mange dyr, man finder på det australske fastland. Tasmanien var hjemsted for den tasmanske pungulv, et pungdyr, som mindede om en fossa eller som nogle siger en vild hund. Den er bedre kendt som den tasmanske tiger på grund af de karakteristiske striber på ryggen. Den blev udryddet på det australske fastland allerede i forhistorisk tid, fordi den tabte konkurrencen med den indførte dingo. I Tasmanien blev den forfulgt af farmere, regeringsstøttede dusørjægere og senere samlere fra udenlandske museer. Den sidste tasmanske pungulv døde i en zoo i Hobart i 1936. Den tasmanske djævel var herefter verdens største kødædende pungdyr. I dag findes den kun vildtlevende i Tasmanien.

Tasmanien er et eksempel på økæmpevækst, og øen har en række arter/underarter, som er de største af sin slags. Det gælder f.eks. næbdyret,den truede tasmanske kilehaleørn (Aquila audax fleayi), den tasmanske slørugle (Tyto novaehollandiae castanops), en kæmpe flodkrebs (Astacopsis gouldi), gullappet honningæder (Anthochaera paradoxa), grøn rosella (Platycercus caledonicus) og flere andre. Tasmanien har også de tre eneste trækkende papegøjer: den kritisk truede orangebuget græsparakit (Neophema chrysogaster), blåvinget græsparakit (Neophema chrysostoma) og verdens hurtigste papegøje svaleparakit (Lathamus discolor). Tasmanien har ialt 12 endemiske fuglearter.

Naturbeskyttelse

Lige som resten af Australien har Tasmanien et problem med truede arter og især mange tasmanske underarter. Et kendt eksempel er den tasmanske djævel, som er truet af en speciel cancer sygdom. Andre arter er allerede udryddet, primært som følge af menneskets indblanding. Det gælder den tasmanske pungulv og den tasmanske emu. Der er omkring 90 hvirveldyr, som er klassificeret som sårbare eller truede af delstaten eller andre myndigheder. Tasmanien har verdens højeste antal trafikdræbte dyr per kilometer vej. Det anslås, at mindst 300.000 dyr bliver dræbt om året.

21% af tasmanien er dækket af nationalparker. Tasmanian Wilderness World Heritage Area (TWWHA) blev optaget på UNESCO's verdensarvsliste i 1982. I 2014 besluttede den føderale regering med den liberale Tony Abbott i spidsen meget kontroversielt, at søge om få fjernet 70.000 ha fra TWWHA, så det kunne bruges til skovdrift. Anmodningen blev afvist af FN's verdensarvskomite i Doha. Miljøbevægelser har igennem 2010'erne forsøgt at få etableret en nationalpark i Tarkine-regionen, hvor den største tempererede regnskov ligger. Der er både minedrift og skovbrug i regionen, og økonomiske interesser har hidtil stoppet nationalparken.

vise mindre